1. Hvad er formålet med partnerskab og elevsamarbejde mellem skoler i Bangladesh og Danmark?
Der er flere svar på dette spørgsmål. For både elever i Bangladesh og Danmark giver samarbejdet unikke muligheder for at få indblik i en fremmed kultur. Dette indblik øger ikke blot forståelsen for omverdenen, men styrker også forståelsen for den kultur eleverne selv kommer fra. En anden fordel ved samarbejdet er, at kommunikationen mellem eleverne foregår på engelsk. Det er målet at fremme elevernes sprogtilegnelse ved at give dem oplevelsen af, at engelsk er et godt redskab til at kommunikere med mennesker overalt i verden. Eleverne vil udveksle erfaringer om emner som familie, kultur, fritid, mad, udseende, påklædning, boligforhold, musik etc. og derved øge deres ordforråd og kendskab til en fremmed kultur.
St. Mathews Schools har på nuværende tidspunkt tilknyttet fire volontører fra Danmark. Volontørernes opgave er bl.a. at udfordre og forbedre de bengalske læreres engelsk og dermed højne niveauet i undervisningen. Volontørernes opgave er også direkte gennem leg og samvær med eleverne at udvikle disses engelskkundskaber. Sidst men ikke mindst er det volontørernes opgave at, hjælpe med og sikre kontakten til de danske venskabsskoler, således at denne bliver af en kvalitet der er værd at bruge tid på, både for de danske og bengalske elever.
På nuværende tidspunkt er elever fra fire danske skoler - Billesborg privatskole, Sorring skole, Klippen skole og Gauerslund skole - i kontakt med St. Mathews schools. Eleverne fra de danske skoler går i 3-5. klasse, hvilket ikke udelukker at andre klassetrin på et senere tidspunkt, vil kunne drage gavn af et samarbejde. De ældste elever på St. Mathews Schools går på nuværende tidspunkt i 7. klasse.
2. Hvilke fordele er der ved at støtte skolerne?
Der er mange fordele ved at støtte St. Matthews Schools. Den væsentligste er, at man med sin støtte til skolerne, kan være med til sætte yderligere skub i en udvikling, der allerede er i fuld gang. Således HAR mange mennesker i Bangladesh i dag råd til at betale for deres børns skolegang. Ved at støtte skolerne, sikrer man at disse børn får en undervisning, der kan bruges til noget. Ligeså gives et antal fripladser til elever uden midler til at betale for skolegangen. Håbet er, at eleverne fra skolerne, vil blive en del af den demokratiske udfordring fra underklasse og middelklasse som der er så hårdt brug for i Bangladesh i dag. Lykkes det ikke at øge pluralismen og mangfoldigheden i samfundet, vil man sandsynligvis se en yderligere skævvridning af indkomstfordelingen, med de uheldige konsekvenser dette fører med sig. En meget væsentlig fordel ved at støtte St. Matthews Schools er endvidere, at gaver til projektet er fradragsberettigede. Således kan gaver over 500 kroner og op til 14.100 kroner trækkes fra på selvangivelsen.
3. Hvordan støtter jeg skolerne?
Vi samarbejder med paraplyorganisationen Leve Børnene og al økonomi varetages af dem. Ved at vi er medlem hos dem kan vi netop sikre at gaver til os på over 500 kr er fradragsberettigede. Når du indbetaler et beløb til os skal du huske at skrive SMS Bangladesh på indbetalingen. Så kommer pengene det rigtige sted hen. Deres girokontonummer er reg.nr. 9743, kontonr. 927 9423. Og igen: husk at skrive SMS Bangladesh på indbetalingen!
4. Kan jeg komme til at se skolerne i Bangladesh?
Ja. Filip Engsig-Karup, som er projektets grundlægger og medlem af styregruppen i Danmark, arrangerer 2-3 ture til Bangladesh om året. På turene kommer man forbi skolerne og vil kunne få elevernes hverdag og undervisning at se. Se bl.a. nærmere på Unitas Rejsers hjemmeside ( www.unitasrejser.dk) og på Bangladesh Consult (www.bangladesh-consult.dk)

